Healing

– Sådan foregår en session:

En healing vil naturligvis altid være intuitiv og tilpasset dig og din situation.

Først har vi en afklarende samtale hvor du fortæller om hvad du ønsker vi skal have fokus på under healingen. Det kan f.eks. være psykologiske, fysiske eller spirituelle temaer.

Derefter ligger du på briksen med et tæppe på. Selve healingen tager ca. en times tid og foregår i et rum af kærlighed, nærvær og ro.

Sig til hvis du har behov for noget. For eksempel at få skruet op eller ned for varmen, et ekstra tæppe, eller en pude under dine knæ.

Jeg starter med at lade hænderne hvile let på dine skuldre. Hænderne ligger det samme sted i flere minutter. På højre skulder, arm, hofte, knæ, og under fødderne. Ned ad den højre side og op igen ad den venstre side.

Denne runde har til formål at støtte dig i at slappe godt af og give tryghed og velvære. Når krop og sind kommer i en dybere afslapningstilstand påbegynder energisystemet af sig selv en dybdegående regulering og balancering.

For mig er denne første del af healingen en god mulighed for at orientere mig i forhold til hvordan det står til i din krop, psyke og energisystem.

Undervejs arbejder jeg med at understøtte en gennemstrømning og vitalisering af kropsområder som har været anspændt og hvor energien har været stagneret.

Healing virker i alle dine lag samtidig. Kropsligt, følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt.

Efter blidt at være blevet understøttet i en afslapning modtager du nu en mere dybdegående healing på kropsområder, chakras og ind i temaer som drejer sig om dine kodninger, emotioner og følelser.

Det kan for eksempel dreje sig om forløsning af beslutninger, kodninger og energier i sorg, angst og ensomhed. Du får mulighed for at foretage dybe energimæssige forvandlinger inde i dig selv og mærke glæden, trygheden, at du aldrig er alene, at du modtager kærlighed og tillidsfuldt kan række ud til dine medmennesker.

Der kanaliseres naturligvis masser af kærlighed og lys til dig fra åndelig side.

Under healingen mærker jeg ind i hvad der foregår og bruger mit indre syn.

Healingsnærværet hjælper dig til at mærke og hvile i din essens af fred, kærlighed og væren.  

Healingen afsluttes blidt og du ligger og hviler dig.

Ofte sætter jeg mig i samtaleværelset ved siden af i et par minutter og skriver en seddel til dig med sætninger, gode råd og stikord angående de ting jeg har set for mit indre blik under healingen. Det kan dreje sig om symbolske billeder, ord og forholdemåder som kan være konstruktive og hjælpe dig i dit liv.

Efter healingen har vi en samtale om hvordan du har det og om du har oplevelser og følelser fra sessionen du har brug for at dele. Jeg vil også fortælle dig om de ting jeg har mærket og set. Hvis jeg har skrevet en seddel så får du den med dig.

Efter at du har modtaget healing er det godt at drikke rigeligt vand idet at udrensningsprocesser er igangsat i kroppen. Du føler dig sandsynligvis dejligt afslappet og når du kommer hjem er det godt at hvile og gå tidligt i seng.